Cadavedo part 1

Blå Øjne I Nord

Kapitel XIII

Han tager mig ude på køkkenbordet. Hans køtertænder borer sig ind i min skvattede muffinform. Jeg flagrer til jorden og efterlader en sky af krummer på vejen ned. Lige kommet ud af ovnen, en friskbagt lille sag, stadig varm og fugtig på indersiden, svampet og blød så jeg føles klæg i hans mund. Han slubrer hvert et vådt bær i sig, bliver lyserød mellem køtertænderne og han slikker min afdampede papirindpakning. Han slikker den ren og tom, smuldrende tom, så jeg kan føle mig lige så hul som ham. Han graver et hul i mig med tungen og begraver alle sine skelletter her.

    Jeg ligger alene på stranden i Cadavedo, dagens by, jeg er ankommet længe før nogen af de andre og de er ikke til at komme i kontakt med. Det meste af stranden er dækket af runde sten, jeg kan mærke hver og en under mig, de borer sig ind i mine feberdrømme under solen. Jeg føler mig syg og utilpas uden de andre. En lille lokal dreng står nøgen ude i vandkanten og kalder på sin mor, som ligger topløs et lille stykke fra mig. Jeg ligger sammen med alle de andre lokale. Jeg er ikke rigtig alene. Men jeg er oprigtig ensom. Drengen løber hen mod sin mor med strakt arm, han har gaver med ude fra vandet: sten. Ikke de samme sten som dem vi andre ligger på, nej, for disse her er våde og det er nogen, drengen har fundet. Så er de vel specielle.

    Jeg ankom til byen for en time siden efter en raserispurt langs den snoede hovedvej. Asfalten smøg sig som en hugorm langs den bugtende kyst, det var til at blive rundtosset af. Cadavedo ligger inde i en af disse bugte, stranden er smal og er omgivet af høje klipper, vi er i vores eget lille paradis. I det lokale supermercado købte jeg en six pack og en klase med druer, bar det hele vejen ned til stranden, hvilket gjorde dagen 2 kilometer længere.

    Jeg rejser mig fra min umættelige søvn på stranden og tager en Mahou med ud i vandet. Den er næsten lige så rød som min hud, vandet er lige så azurblåt som min bikini. Jeg står ude i vandet og drikker min øl, mens jeg kigger ud over dette vidunderlige paradis, jeg er havnet så ensomt i. Erosion har efterladt meterhøje nøgne klipper ude i den ene side af bugten, over dem kredser et par havmåger, som lader til at have bygget sig et hjem oppe på den fredelige top. Jeg kan ikke vurdere, hvor høj klippen er. Dens formation glider ud i dens egen spejlbillede i den vuggende havoverflade, jeg kan ikke rigtig skelne det hårde fra det våde. 

Muros de Nalon

Kapitel XII

Jeg tager toget fra Avilés og ankommer efter en lille times vandring til byen, hvor jeg har reserveret senge til gruppen. Det er endnu en spøgelsesby, og butikkerne har netop lukket skodderne til siesta. En cafe på byens plaza er nu, foruden en rapkæftet grønthandler, det eneste, der afslører tegn på liv. Hos grønthandleren køber jeg en sixpack og en vandmelon. Damen spørger, om jeg skal have en halv eller en kvart, jeg siger "No, no, completo por favor" og hun griner. Jeg peger på nogle frugter, jeg aldrig har set før og spørger "Qué es?" Og hun forklarer med sit mest overbærende spansk, at det er en slags figen. Jeg køber tre og to granny smith æbler.

"Jeg prøver at blive forbundet til en dybsindig sandhed, du prøver at blive oplyst gennem andre veje... Men se engang, alligevel sidder vi her og krydser hinanden igen." I virkeligheden taler vi engelsk sammen, James taler med sin canadiske accent, den føles på en eller anden måde besynderligt våd, en smule brusende, men ikke meget, lidt som en øl. Jeg skåler med hans stemme og svarer efter en sekundlang tænkepause: "Jeg prøver bare at få tiden til at gå." Min canadiske ven rynker sine mørke bryn og sænker sit overskæg ned i ølskummet. 

"Men ved du hvad"

- "Nej hvad?"

"Jeg har alligevel besluttet mig for at tage et år med job og rejser i stedet for direkte på universitetet!"

- "Jaså? Det lyder da spændende! Hvornår starter det så?" 

"Til næste sommer..."

- "Så er der lidt vej endnu, men nu er universitetet jo heller ikke det vigtigste i verden..." Vi griner begge to. James er i midten af 30'erne, er en PhD studerende og hans opgave har været knap 5 år undervejs. 

"Fremtiden skræmmer mig," siger jeg stilfærdigt. "Jeg er ikke særlig god til at leve. Lave ting, du ved. Afslutte ting. Gennemføre dem. Jeg stræber altid efter noget andet eller noget bedre eller noget 'næste' og nyder intet." 

- "Det er der jo inter sjovt ved."

"Nej..."

- "Måske det ville hjælpe, hvis du fokuserede mere på hvert øjeblik i nuet. Og mindre på fremtiden."

Jeg ruller øjne af James' lommefilosofi, han er ellers et oprigtigt intelligent menneske, men her skuffer han mig. Intet af det, han siger, er ikke allerede nedskrevet i morgendagens dameblade samt alle forgangne dameblade. 

"Jeg ved det godt," kommer jeg til at vrisse, så jeg er nødt til at fortsætte med en mere undskyldende og opgivende tone: "Det lader også til at være svaret hvorend jeg ser hen. Nogle gange begynder jeg også at leve i nuet! Så lever jeg i nuet... I det mindste i et par dage... Det er ligesom, når jeg rydder op derhjemme - hvis jeg altså formår at færdiggøre en hel rengøring - så opholder ordenen sig kun i et par dage..." Tjeneren kommer ud med to små tallerkener med gratis tapas. "Det er det samme med dem, jeg forelsker mig i. Åh James, for helvede, jeg keder mig så let, fremtiden virker så... Så forbandet kaotisk, jeg bliver konstant draget af den."

James tager hul på sin tapas, en lille anretning russisk salat, og vejleder mig med mad i munden: "Det ér udfordrende... Det er hårdt arbejde. Men vi har ikke så mange muligheder.... At kontrollere vores tanker og vores sind er det eneste håb... tænker jeg." Hans kæber arbejder på højtryk, han sluger og fortsætter: "Og det kommer sig kun ved at være til stede i nuet og være opmærksomme på selve øjeblikket... Tænker jeg. Og forhåbentligt kan vi gå lidt i naturen sammen en af dagene. Sætte tempoen på vores tanker lidt ned. Og lægge en genial plan for at overtage universet."

Vi spiser vores russiske salat og efterlader cafeen med lidt drikkepenge på regning og et "Hasta luego" til tjeneren. James, der kun var stoppet for at holde mig med selskab over en øl, fortsætter videre til en by tre timers vandring længere væk. Desværre, James, universet bliver aldrig vores, uanset hvor meget i nuet du sidder og dyrker yoga, og vi kommer nok heller aldrig til at gå en tur sammen. Når jeg vågner i morgen har jeg sikkert allerede glemt dig. Jeg står aldrig stille, jeg er rodløs, enten river jeg mig tilbage i fortiden og dvæler dér eller trækker halsen mod fremtiden og begge veje fylder mig med længsel. 

Villaviciosa-Gijon

Blå Øjne I Nord

Kapitel XI

De andre har musik i ørerne, når de vandrer. Søster har introduceret mig for e-reolen, hvor man kan låne lydbøger til dagens vandring. Jeg skal logge ind med min mors personnummer, det er sådan jeg husker hendes fødselsdato, den første i 12. 1964 og så videre og så videre. I Villaviciosa begår jeg den grufulde fejl at downloade en svensk krimi med navn Pandekagehuset, skrevet af Carin Gerhardsen, udgivet af People’s Press i 2014. Pandekagehuset er den første bog i forfatterens serie af krimier om Hammarby Politi og kommisæren Sjöberg. Jeg downloader denne banale fortælling efter at drengene havde fortalt om deres medbragte bøger: En Ond Cirkel af Wilbur Smith og Alex af Pierre Lemaitre. Måske var det deres karismatiske fortællerevner, der fik krimigenren til at lyde tiltalende i mine ører, de har trods alt studeret marketing og burde vide en ting eller to om, hvordan man sælger selv det dårligste lod.

Mens jeg går langs hovedvejen på vej mod Gijón bliver jeg trukket tilbage til mindet om uendelige bilture gennem Europa i familiens Fiat Multipla. Vi kører kun 90 kilometer i timen, for vi har trailer med. Den hollandske motorvej synes fladere end de andre europæiske forbindelser, vi flader nærmest ud sammen med den og antager en 2D form. I bilens anlæg runger en mandestemme, han læser svensk krimi op for sit publikum på vej til Frankrig, hvor vi tager færgen videre til Storbritannien. Den svenske krimi er lige så flad som den hollandske motorvej, hovedpersonen hedder vistnok Bergman til efternavn, hans elskerinde hedder Anika og en kvinde med navn Erika er blevet brutalt myrdet. Det lugter af skilsmisser, kaffeånde og jalousimord. Jeg kan nærmest se den svenske hede for mig.

Svenske krimier fungerer helt fantastisk på lydbog til bilturen. Historien udfolder sig med 90 kilometer i timen, alt det litterære æstetik er skåret fra, forfatteren forsøger ganske enkelt ikke at imponere, men har i stedet blot fokus på at formidle et handlingsforløb. Det er nemt for vores køresyge hjerner at sluge kriminalromaner, når de som hovedregel er skrevet, så de flyder som en syv timer lang film på indersiden af ens øjenlåg. De svenske krimiforfattere ville nok også ryge på min liste over krimifascister, det samme ville læserne, for det er vel egentlig dem, som dikterer, hvad trendy læsning er. De vil have let læsning, der med et par interne intriger – affærer, skilsmisser, morfinmisbrug og den slags – giver et strejf af vores egne kvaler i hverdagen, men så skal ekstremerne også have frit spil efterfølgende, det gode og det onde skal tårne sig op og gnide sig mod hinanden, skabe en spænding, der kan blive udløst i et ”Aaah, selvfølgelig” plottwist. 

Tilbage til det spanske landskab, hvor kommissær Stöjberg er ved at løse mordgåden i tomrummet mellem mine ører. Jeg undrer mig over, hvad helvede der driver disse forfattere frem: er det ikke dræbende at skrive krimilitteratur? Og hvorfor er vi så vilde med det onde? Hvorfor lader vi os betage af samfundets kræftknuder? Måske skyldes det, at disse særlige tilfælde giver os en alternativ virkelighed, vi kan spejle os i, så vi som samfund ser sundere og mere raske ud. Det er måske også derfor, at vi også er så glade for at købe alt, hvad Camilla Läckberg og Sara Blædel udgiver. Lidt let læsning der kan give et afbræk og et smugkig ind i en fuldkommen urealistisk verden, der ellers forsøger at portrættere noget velkendt. De er nemme at forholde sig til og nemme at arbejde med. Hemmeligheden bag krimiens popularitet: banaliteten. På mange måder en ganske udmærket egenskab, hvis man ønsker at blive en kendt forfatter – endda tjene penge på sit arbejde – men det kræver noget helt særligt at blive anerkendt og stå på hylderne sammen med giganterne, og dette er en svær kunst, hvis man ønsker at bibeholde et forfatterskab inden for krimigenren. Dem, som søger litterær skønhed, kan ikke finde det i kriminalromaner, det er ganske enkelt ikke en sfære, de kan nå ud i.

Der er ikke noget smukt og litterært skønt ved krimiromanen, og skulle der være en skygge af litterær finesse går det tabt i en filmatisering. Selve filmatiseringen af kriminalromaner er vel nok det stærkeste bevis på de fleste krimiers mangel på dybde. De er todimensionelle, flade som den hollandske motorvej, og jeg ærgrer mig over, at bogsalget i dag handler om popularitet og let læsning. Alt skal være så forbandet lige til, handling oven på handling, intet må være så skønt længere, at man er nødt til at genlæse hele afsnit, fordi abstraktionsniveauet er så højt, at ens hjerne næsten ikke kan samle meningen. Ja, meningen, ikke bare handlingen. Jeg husker skuffelsen efter at have set The Great Gatsby på Netflix, tomheden mindede om den, jeg så på siderne i ”Skumringstimen”. Jeg husker at læse starten på Nabokovs ”Lolita” en snes gange, fordi ordene var så nøje udvalgt til hinanden, at de nærmest løb som en svag iling ned ad ryggen.  ”Lo-lee-ta: the tip of the tongue taking a trip of three steps down the palate to tap, at three, on the teeth. Lo. Lee. Ta.”

I Gijón beslutter jeg mig for at downloade Lolita, skrevet af Vladimir Nabokov, udgivet for første gang i 1955 i London af Olympia Press. Jeg forelsker mig i Dolores og Humbert Humbert på samme måde, som jeg hver aften forelsker mig i blå øjne over et glas rødvin. 

Llanes de Póo

Blå Øjne I Nord

Kapitel X

I Llanes er jeg blevet væk fra de andre under den bagende sol, da jeg vandrer gennem hovedgaden i den halvstore havneby med den mere en tredive kilometer lange kystlinje. Det er endnu engang mig, der er blevet kåret som koordinator for fælles overnatning, og selvom jeg flere gange tidligere på morgenen bad de andre om at stoppe op på en synlig café på vej ind til Llanes og vente til vi alle var ankommet i samlet flok før vi fortsætter til vores udsete overnatningshybel, vandrer jeg ensomt gennem byen. Idioter.

    Jeg sender en besked videre til søster om, at ingen lader til at være stoppet op som aftalt, så jeg går videre på egen hånd. Da jeg når udkanten af byen er der intet nyt fra gruppen, da jeg kigger på min telefon, i stedet ligger der et ubesvaret opkald fra et telefonnummer, jeg øjeblikkeligt genkender. De første to cifre indikerer, at det er en fastnettelefon i Koldingområdet, og hvem andre end offentlige instanser benytter sig af fastnettelefoner?

    Jeg handler solsikkekerner og chokolade i supermarkedet Día og støder ind i Esben, da jeg når tilbage på ruten. Vi følges det sidste stykke til Llanes de Póo – en lille forstad vest for Llanes – og deler mit chokolade og hans vand. Da vi finder alberguet er værtinden stadig ved at gøre rent, men tager sig tiden til at åbne op for os og forklare, at der kun er ”cuatro camas” tilbage, hvilket betyder, at vi enten skal splitte gruppen op eller gå videre. Vi bliver tilbudt en siddeplads i skyggen, hvor vi kan vente til resten af flokken ankommer, og da Esben forsvinder ind i huset i jagten efter et toilet, efterspurgt på gebrokken spansk, mere rustent end mit eget, sender jeg et opkald tilbage til det danske nummer.

    Jeg får en kvinde i røret og hører ikke, hvad hun hedder, da det eneste der sidder fast i min øregang på nuværende tidspunkt og det følgende døgn er: ”gynækologisk ambulatorie”. Jeg giver hende mine oplysninger og beder hende om at sende de fornødne, forbandede informationsfoldere til mig per mail, da jeg er i udlandet og ikke har telefoni eller lysten til at blive sat ind i proceduren på denne måde. En mail kan jeg desuden vælge at slette og glemme, hvorimod skælvende ord vil blive oplagret og husket for altid.

    Vi ender med at bo på et privat herberg, et almindeligt spansk casa med en nydelig indretning og et køkken med tilgængeligt udstyr, så jeg laver spaghetti carbonara til vores lille camino familie og de skænker vin op for at holde mig kørende. Det er en forunderlig følelse at sidde i et fremmed land, let ildelugtende og med en flok halvfremmede mennesker og så samtidig føle sig så hjemme. Jeg ved ikke, om det er husets atmosfære eller vinen, der får mig på disse tanker, men midt i al denne afslappethed og med Esbens fødder i mit skød og en gin og tonic afventende på bordet opdager jeg, at en ny mail med tre vedhæftede filer er tjekket ind i min indbakke. Jeg sletter dem uden at blinke, siger ”Massér mine lægge” og langer mine stænger over i skødet på Esben, hvorefter han giver sin vandrings første massage. Man skal jo give, før man kan få. Do ut des, do ut des, som romerne ville sige det. 

Buelna

Blå Øjne I Nord

Kapitel IX

Vi går hver for sig det meste af strækningen til Buelna. Vi starter i samlet flok, men bliver så splittet op i takt med viserens vandring over urskiven og solens over en blå himmel, der hurtigt varmer landskabet op med 30 grader. Jeg har ringet i forvejen og booket seks senge til vores lille Familien Danmark, så aftalen er, at vi kan tage det stille og roligt og ankomme sent i vores eget tempo. Det vigtigste ved disse lange gåture er at gå i sit eget tempo og ikke tvinge sig selv til at følges med en anden, hvor hyggeligt det end kan være at snakke i fire timer uden pause. Man får vabler og ondt i kroppen af at gå for hurtigt – men også for langsomt. Derfor stopper vi med at gå samlet efter et stykke tid, når kroppen er gået varm. Gruppens kærestepar går sammen stort set altid – det er for sindssygt, men nok et tegn på, at de virkelig er som skabt for hinanden. Hvis det er kravet, forbliver jeg nok single, indtil jeg er så gammel, at jeg kan finde en mand hvis kørestol har samme maksimal hastighed som min. Turen til Buelna er brændende varm, nok en af turenes varmeste dage og med sine 46 kilometer nok også turens længste. Søster brænder sammen 8 kilometer før vores destination, hun nægter at gå hele vejen til Buelna, hendes krop gør ondt og solen er for kraftig. Det er en fysisk såvel som psykisk kamp at nå det sidste stykke. Søsters brok klingrer skingert og jeg er ved at eksplodere ved tanken om, at vi ikke når frem til Buelna, hvor vi alle har aftalt at mødes. Hvornår ville vi så få de andre danskere at se igen?

    Med lidt held og et par vittige jokes får jeg lokket søster ud fra den sidste lille landsby inden Buelna og vi følges ad langs hovedvejen det sidste stykke med gode miner. Til alles information er der urimelig forskel på, om man går på hård asfalt, grussti eller jord. Den manglende affjedring i asfalten gjorde det til en sand pinsel at nå frem til herberget, men jeg kan med rette sige, at jeg sjældent har oplevet lykkeligere øjeblikke end da vi endelig stod foran Santa Marina, blot fem meter efter Buelnas byskilt.

”Hvad fanden Michael,” udbryder jeg, da det pludselig går op for mig, hvem det er, der står og hænger vådt vasketøj op i herbergets forhave. ”Hvor fanden har I været... vi har ikke set jer hele turen... I stod sgu da pisse sent op...” som ordene løber ud af munden på mig, går det langsomt op for mig, at de to tyranner selvfølgelig ikke havde gået hele dagsruten. Jeg vender mig febrilsk rundt for at få øje på Esben og fanger ham til sidst med øjnene, han står på herbergets egetræsterrasse og smiler med sit skæve, kække smil og vinker overskudsagtigt.

     ”I er nogle... forbandede... I har fandeme... I er nogle forbandede snydere, I er!” raser jeg og omkring her ville jeg gerne have stormet ind til receptionen, men min smadrede krop tvinger mig i et snegletempo. Irritationen føles som knive, mine fødder kan jeg ikke længere mærke. Forbandede drenge, forbandede møgforkælede drenge...

    Efter et køligt bad og en nærdødoplevelse på det våde badeværelsesgulv sjosker jeg ind og ligger mig i en af de nederste køjer i det fællesværelse, jeg havde booket til gruppen. De andre larmer udenfor, selvom jeg har slået skodderne for, kan jeg høre, at de spiller kort, spiser oliven og drikker øl. Frustrationen følger mig ind i søvnen, hvilket ikke blev bedre af, at jeg efter to timer vågner op til lyden af fjernsynet i køkkenet nedenunder, som fyrer et spansk talkshow af på fuld hammer. Med en gennemhullet tålmodighed sætter jeg mig ned til de andre i haven og forsøger indtrængende at undertrykke min lyst til at skrige, tudbrøle og fordømme alle en tur i helvedet.

    Jeg sidder i en time i stilhed, indtil jeg tilbyder Esben at ordne hans fødder. Efter at have lyttet til deres samtale over kortspillet har jeg observeret, at han har nøjagtig den samme djævel på lilletåen, som jeg selv har nu, og som jeg også havde for to år siden på den franske rute. Toma på bjerget helbredte mig, nu er det vel blevet min tur til at gøre kunsten efter.

    Vi sidder over for hinanden under aftensmaden, hvor jeg allerede dér begynder at forberede mig nøje på, hvad jeg har tænkt mig at sige. Jeg nyder at planlægge mine ord. De skal ligge parate på min tunge som patroner i et maskingevær og de skal skydes af sted med mine lunger som aftrækker og ramme deres mål med præcision og effektiv virkning. Hvis menneskerne omkring mig bare vidste, hvor meget planlægning, mine samtaler med dem kræver. Hvis de bare vidste, hvordan jeg kan bruge en hel dag i mit eget selskab med at forberede mig på forskellige, hypotetiske samtaler.

    Da vi efter aftensmaden går ovenpå, fylder jeg en balje med lunt vand og vasker Esbens fødder. Det er en undervurderet gestus, et ritual der ligger langt tilbage i historien, særligt i de tider, hvor lange vandringer mellem landsbyerne som en del af handelsrutinen var en almindelig del af hverdagen. Jeg fortæller Esben om biblens mange beretninger om tilfælde, hvor gæster bliver budt velkommen med et fodbad efterfulgt af brød og vin. Han forstår det ikke, og jeg kan ikke bebrejde ham det. I stedet gennemgår jeg den kædereaktion af smerte og ømme muskler, som den forsømte lilletå har startet.

    ”Du træder skævt for at undgå at træde ud på lilletåen, springer over på den anden fod når du så alligevel kommer til det, du sender derfor stød op gennem kroppen, særligt i hoften som i forvejen bevæger sig skævt, det sætter sig i lænden, op i ryggen og lad mig gætte, du har faktisk også ondt i nakken?” Han ser forbløffet ned på mig og spørger, hvor jeg ved det fra. Åh Esben, du skulle bare vide... 

Comillas

Blå Øjne I Nord

KAPITEL VIII

”Vi går i seng nu,” siger det danske kærestepar, som har holdt os med selskab denne aften. Michael kender de to unge danskere fra deres fælles gymnasietid, fuldkommen tilfældigt at de skulle mødes her i Spanien. Det er en lille verden, vi bor i. Søster og Michael følger trop og efterlader mig i herbergets have sammen med Esben. Der er stadig vin tilbage og Esben sidder stadig og kæmper med en sixpack Mahou. Med andre ord er det slet ikke sengetid. Da vi sidder og snakker, går det op for mig, at det er vores første rigtige samtale. Hele turen har været præget af sporadiske ordvekslinger, men samtaler som disse, hvor man ikke bare sidder og venter på, at den anden bliver færdig med at tale, så man selv kan komme til orde, er der hidtil ikke mange af. Jeg ved ikke helt, hvad vi snakker om. Jeg prøver at fortælle lidt om mig selv, og vi snakker om hans indtryk af caminoen. Sammen med kæresteparret er han gruppens førstegænger, hvilket giver dagens vandring en interessant vinkel. Nye vandrere vil altid gerne se en mening med turen eller finde et spirituelt vindue. For mig er selve gåturen underordnet, jeg skal blot fra A til B, så jeg kan nyde gruppens selskab over en flaske vin.

”Hele den der snak vi fik i Güemes af ham ejeren – det var nok lidt for meget. Altså, jeg kan godt se, at det for de fleste er en speciel tur, men alt det der university of life blev sgu bare lidt for meget.”

- ”Ja, lige nøjagtig. Nu har jeg jo gået turen før, selvfølgelig på den franske rute, men det fjerner lidt af magien, når man har prøvet at være bag kulisserne, hvis du forstår, hvad jeg mener...”

”Hvorfor gik du egentlig turen den første gang?”

- ”Jeg... tja... nu kommer det måske til at lyde lidt fjollet, men jeg havde jo boet i England i året op til den sommerferie, hvor vi rejste af sted og var blevet lidt småreligiøs, så turen havde selvfølgelig sine spirituelle øjeblikke – og det lyder fjollet, jeg ved det godt, det er nu heller ikke fordi, at jeg vil kalde mig selv kristen, men... ja...”

”Nej, nej, det forstår jeg godt...”

- ”Jeg vil ikke sidde og forsvare mit forhold til religion, det er egentlig en smule rodet... du skal tænke på, at jeg var femten år gammel og alene i et fremmed land, det giver én noget at holde fast i...”

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg overhovedet føler et behov for at forklare mig, men det er bare som om, at hver gang man nævner Gud for den gennemsnitlige dansker, tænker de øjeblikkeligt, at man må være en kæmpe idiot. Jeg er klar over, at jeg bør være ligeglad med, hvad Esben tænker om min fortid som småfanatisk teenager, men det nager mig utroligt meget, at risikoen for kritik overhovedet er til stede. Jeg fortæller Esben om de lange flade strækninger på den franske rute, så forskellige fra de bakkede landskaber, zikzakkende mellem land og kyst, som vi bevæger os igennem her i norden. Jeg drømmer mig tilbage til en anden camino, tanken om et andet univers får det til at krible under huden på mig.

”På den franske var der sjældent mere end 5-7 kilometer mellem hver landsby, så da vi en dag skulle gå en strækning på 15 kilometer, havde jeg slet ikke tænkt over, at man nok skulle have ekstra vand med.”

Vi går på den spanske meseta, en 200 kilometer lang plateau hvorpå den franske rute løber noget af sin tid, fra Burgos i øst til León i vest. Det fuldkommen flade landskab står ubrudt hen og pladder ud med horisonten, varmen får de gullige, tørre korn til nærmest at brænde ud med den skarpe blå himmel. Det føles som at stirre ud i uendeligheden. Jeg overhaler søster, der har sat sig i ly under et nybygget shelter, i ly for solens svitsende middagsstråler. Der er intet vand på strækningen, hvad fanden havde vi dog også regnet med, ikke engang markerne kunne gro ordentligt. Langs grusstien kan man se statens initiativ på at give skygge til vandrene, men træerne af lave og tynde og kronen så godt som ikke eksisterende. Intet kan leve i denne tørke. Det er den naturkatastrofe, der dræber flest mennesker om året. Det er ikke sporadiske jordskælv, tsunamier eller sult. Det er mennesker, der bliver tværet ud af vores egen skaber, solen, vores kilde til liv bliver til grundlag for vores aske. Og så brænder vi op og bliver blæst ud i atmosfæren. Søster og jeg konstaterer over for hinanden, at ingen af os har mere vand tilbage, inden jeg langsomt trasker ud i uendeligheden. Det er ligesom om, at stien bare... fortsætter. Uden solhat og med et ansigt glinsende af sved, støv og solcreme bevæger jeg mig som en ensom dromedar gennem det spanske ørkenlandskab. Det svimler for mine øjne, hver gang jeg åbner dem, bliver virkeligheden forvrænget og smider mig ind i et Salvador Dalí maleri, hvor tiden smelter og vabelbefængte fødder brister under dromedarpuklen.

”Da jeg så kigger op,” fortsætter jeg. ”Ser jeg en mand komme gående imod mig, hvilket jo er lidt mærkeligt, for vi går jo alle sammen den samme vej mod Santiago, så det er altid lidt af et syn at se nogen komme gående i modsat retning. Nå men, jeg forsøger på mit bedste skolespansk og bede om vand, du ved, agua agua por favor.”

 Manden holder ikke op med at overraske, for det viser sig, at han taler perfekt engelsk, hvilket også er lidt af et særsyn i Spanien, i hvert fald når det kommer til de lokale. Han er iklædt mørkt tøj, en kort ærmet bluse og lange bukser, det hele forekommer snavset, hans ansigt er brunet af solen og dækket med vildt hår og et mørkebrunt fuldskæg, som han taler gennem med den blideste stemme: ”Has it been a long walk today?” 

- ”Yes.” Mit svar kommer tørt gurglende over mine læber, jeg har lyst til at omfavne manden og tude, men har ikke en dråbe vand tilbage i kroppen at gøre godt med. ”Yes, and there’s been no water whatsoever...”

”But you did it, you’re here, you’ve done a good job today.” Jeg står blot og bævrer med læben og slå fikst ud med armene i ren og skær frustration over, at jeg er midt ude i ingenting og ignorerer dermed fuldkommen hans værdsættelse.

”Don’t worry,” fortsætter han og peger ud i uendeligheden. ”The village is just down there, you can’t see it because it goes downhill just a hundred yards from where you stand. There’s a fountain with drinking water by the bottom of that hill.”

Jeg slår mine hænder sammen i en småreligiøs gestus og stikker dem takkende op i vejret, hvorefter jeg med forskudte talegaver drejer om på hælen og stormer frem mod det punkt i horisonten, hvor hans solbrune finger havde peget. Pludselig kan jeg mærke vejen skråne under mine fødder, ikke meget, blot en smule, og meter for meter bliver hans påstand bekræftet. Et cinnoberfarvet kirketårn stikker diskret op og vokser og før jeg ved af det skrider grusstien så stejlt ned, at jeg automatisk sætter i løb, mine øjne fikseret på vandposten ved indgangen til landsbyen.

”Og så drak jeg en hel flaske vand, aldrig har det smagt så godt. Jeg mener, kender du det, når man bare savner vand med alt i sin krop? Jeg fylder så en flaske mere og løber hele vejen op ad bakken igen for at løbe min søster i møde.”

Vi sidder på udsigtsterrassen bag ved herberget i yderligere en halv time, før Esben melder sin afgang. Jeg prøver at finde min egen genspejling i vinglasset, men i den snigende aftens blå skær er det intet andet end et sort hul, der stirrer tilbage på mig gennem vinen. ”Godnat, sov godt... jeg bliver bare lige her og... sidder lidt.” 

Santillana del Mar

Blå Øjne I Nord

Kapitel VII

Jeg træder skævt for hvert et skridt, jeg tager. Jeg har en djævel i hver sko, men den værste har bidt sig fast om min lilletå på venstre fod, hvilket sætter en kædereaktion af smerte i gang. Jeg forsøger at træde mere på hælen, så jeg undgår at lægge tryk på den ømme, vabelbefængte satans-tå. Det sender stød op gennem hælen, skinnebenet og op i venstre hofte, der bliver mærkelig skæv. Når jeg så alligevel kommer ud og trykker på lilletåen, springer jeg hurtigt over på højre fod og der bliver sendt stød op i knæskallen. Jeg træder skævt, for hvert forbandede skridt, jeg tager på den forbandede asfalt. Min rygsøjle føles skæv og gør mig øm helt op i nakken. Jeg slæber mig af sted som Frankensteins monster, jeg zombie-walker hele vejen til Santillana del Mar.

    Et par kilometer før byens centrum stopper søster og jeg op ved en grusvej, der når op til den hovedvej, vi går på. Ifølge guidebogen skulle der ligge et herberg længere nede og der står minsandten også et skilt med ”Albergue 400 metros”. Det er de længste 400 meter, jeg i mit liv har gået. Min krop har en underlig tendens til at give fuldkommen op, så snart den registrerer, at vi snart har nået dagens mål. Så snart mine desperate øjne ser et kilometerskilt, hvor tallet er fem eller derunder, er det som om, at mine fødder forvandler sig til granit og min hjerne omstiller sig til øjeblikkelig siesta og rødvin.

    Herberget er et privat hjem, hvor der bor tre generationer under samme tag. Det er som at være på besøg hos sine bedsteforældre, og selvom det var utrygt at træde ind i et fremmed hus midt ude i ingenting, føles det pludselig som at være hjemme. Græsset ude i haven er højt og jeg må okse mig igennem et par buskadser, før jeg finder en plet, hvor jeg kan slå mig ned på mit håndklæde og skrive netop disse ord i min medbragte bog. Min nye spanske bedstefar kommer ud til os med appelsiner, jeg siger ”Muchas gracias”, peger på den orange frugt og siger ”Es una naranja”. Han smiler kærligt og komplimenterer mit skolespansk. Jeg befrier frugtkødet fra den orange indpakning og propper tre saftige skiver i munden. ”Es una naranja muy dulce,” tilføjer jeg med våde vokaler og tørrer mig om munden med bagsiden af min hånd. Jeg falder i søvn under den spanske sol, vågner ikke engang af myrerne, der kribler rundt på mine klistrerede fingre og stjæler appelsinens bitre hvide underskræl, der har sat sig fast under mine negle.

Vi spiser aftensmad sammen med en hollandsk unge kvinde. Bedsteforældrene prøver at deltage i vores samtale, hver gang vi bruger et engelsk ord, de kan forstå, de opfatter blandt andet, at vi beklager os over solbrændthed og ømme fødder. Bedstefaren rydder bordet for tallerkener og forsvinder derefter ud af huset, men kommer tilbage kort efter med tre friske blade fra deres enorme aloe-vera plante ude i haven. Bladene er tykke og kødfulde, han deler hvert af dem i to, så deres slimede indre afsløres. Den hollandske pige og jeg får hver vores stykke slimede plante og begynder at smøre vores solbrændte hud med naturens egen medicin. Jeg lukker øjnene og lader mig opsluge af plantens kølende effekt. Det er ufatteligt, at denne plante kan hele min hud, vores celler taler det samme sprog, vi er i samme familie.